Listen Now

En julehilsen fra det paramilitære Boston Dynamics fik det til at risle koldt ned ad ryggen på Thomas. For menneskelignende robotter i glad discodans pirker til nogle helt rudimentære dele af hjernens angstcentre.Og alligevel er menneskeheden dybt fascineret af idéen om kunstige mennesker, og – måske – kunstig bevidsthed?Vi åbner sæson to med en snak om robotter, replikanter, androider, humanoider, vaskemaskiner, støvsugere og nogle af vores favoritrobotter i kunsten.

Dette er 30. og sidste episode i sæson 1 af Silberbauer & Blomseth — en podcast, der opstod spontant som den naturlige fortsættelse af en samtale, der startede i et frikvarter på et provinsgymnasium for snart 30 år siden og som aldrig rigtig stoppede igen.I denne sæsonens sidste episode evaluerer vi på, hvor vi – og verden – er blevet klogere indenfor de seneste måneder, og spørger også os selv om vi nu virkeligt fik afdækket mønstre og dynamikker nedenunder de umiddelbare hændelser og teknologier, vi har talt om.Og så forklarer vi, hvorfor vi mener at vi først nu — 20 år efter år 2000 — reelt kan gå ind i det 21. århundrede. Silberbauer & Blomseth holder juleferie frem til januar. God jul og godt nytår.

Manglende forståelse af data leder til en forkert opfattelse af de underliggende systemer og dermed til uhensigtsmæssige beslutninger. I sidste ende handler vores kurs gennem COVID-19-pandemien om politik, men uanset ideologi og værdisæt skal beslutningerne træffes på oplyst og korrekt grundlag.Der er mange holdninger og for lidt data(forståelse) i den offentlige debat om COVID-19, så I skyggen af Lockdown 2.0 gennemgår vi fra vores coronaskjul i hver sin ende af landet 5 pointer om COVID-19 data.Vi undres over, at myndigheder, medier og eksperter ikke gør mere ud af at fremlægge de gode data, vi har adgang til og spørger: Hvorfor hører vi hele tiden fra læger, der synes noget, mens meget få journalister interviewer datavidenskabsfolk eller statistikere – de, der faktisk kan se gennem data?Thomas' datanotesbog over SSI's COVID-19-data, inkl det omtalte animerede kort over smittens vej over Danmark finder du på Observable.

Vi blev anbefalet at læse et blogindlæg af Greg Satell på Digital Tonto. Det handler om, hvordan vi bør frigøre os fra ingeniør-tankegangen og den positivisme, der har præget den måde, vi har tænkt på og bygget virksomheder på igennem de sidste hundrede år. Den naive, deterministiske idé om, at alt hænger logisk sammen, og at vi kan regne os frem til alt, bare vi kender udgangstilstanden.Vi er grundlæggende enige, men prøver alligevel at nuancere debatten lidt, for der er skam ikke noget i vejen med at tænke som ingeniør – hvis man er ingeniør. Reduktion er helt fint. Problemet er nærmere, at den reduktionistiske tankegang har taget overhånd, hvor den ikke hører hjemme: Blandt mennesker og som styringsredskab i virksomheder, og at den bliver misbrugt uden refleksion over den bagvedliggende kompleksitet.

Efter lang tids venten, spekuleren og mængder af underlødige, konspiratoriske antydninger fra store dagblade kom den så 18. november: Undersøgelsen, der én gang for alle skulle slå fast, om masker virker. Rapporten, der skulle levere "den perfekte evidens". Men forventningerne var i den grad skruet for højt op. Pressen og politikerne – og måske også lidt forfatterne – havde fået spændt undersøgelsen for en vogn, den slet ikke kunne trække, og internationale tidsskrifter ville ikke bringe den. Først efter måneder udkom rapporten på Annals of Internal Medicine.Mundbindsundersøgelsens antyder en vis effekt ved mundbind, men dens vigtigste konklusion er, at den ikke kan konkludere noget som helst. Datagrundlaget er for spinkelt, usikkerheden for høj — og undersøgelsesdesignet virker måske heller ikke helt gennemtænkt. Vi tillader os at undre os over, hvorfor undersøgelsen er sat sammen som den er, hvorfor det skulle gå så stærkt og hvorfor udgivelsesprocessen trak ud, som den gjorde.

Med opsendelsen af Dragon Crew-1-missionen i denne uge skrev NASA og Space X historie. For det er første gang, astronauter sendes på en egentlig mission i et privat rumskib på spidsen af en privat raket.En ny æra indenfor rumfart er startet, og den føres an af private virksomheder, der må tænke, designe og bygge på langt mere effektive måder, end det gamle NASA og dets overbetalte leverandører kunne.Vi taler om New Space: Privatisering af rumfart, de nye spillere, og hvad der måtte godt og skidt ved den udvikling. Og så skal vi også høre et førstehåndsvidne fortælle om, hvordan det er at overvære opsendelsen af en Falcon Heavy – og ikke mindst landingen af to førstetrin.

Lever vi i en simulation, som vores efterkommere har skabt for at... ja, hvorfor egentlig? Eller er idéen om vores univers som en skabt simulation en selvbærende hypotese, som falder sammen ved nærmere eftersyn? En form for teknoreligion?Vi undres over Niklas Boströms hypotese, over det bærende trilemma og over, om det egentlig betyder noget, om vi er simulerede agenter eller ej. Og over svensk bagværk.

Det er stukket lidt af i Nordjylland – ja i Danmark og Europa generelt, så vi bliver nødt til at vende tilbage til I pandemiens tåge og bringe et par ting på banen:Hvad er det egentlig, der sker i de der mink? (Gain of function – og det er noget rod).Hvorfor kan vi ikke bare holde et fast smittetal?  (Fordi multiplikation). Kan en ekspert i folkesundhed forstå eksponentiel udvikling? (Tilsyneladende ikke).Og er der håb om ændringer i den danske strategi på baggrund af den seneste udvikling? (Ja, det er der nok. Heldigvis).

Med udgangspunkt i Teslas selvkørende teknologi – for nyligt opdateret med en helt ny og interessant software-version – taler vi om selvkørende biler og udfordringerne med teknologien, juraen og etikken bag autonome, tonstunge metalmaskiner, der bevæger sig gennem trafikken med 130 km/t.For Er vi der snart, hva'? Altså der, hvis selvkørende biler rent faktisk ER selvkørende og ikke blot science fiction eller lidt for smart markedsføring? Eller er vi i en evig lige ved og næsten-tilstand, hvor teknologien nok kan gøre kørslen nemmere, men aldrig helt overtage det fulde ansvar? Og er lige ved og næsten måske godt nok?

“Fra jord til bord” siges der. Er det imidlertid den rigtige måde at tænke fremtidens primærproduktion på? Og hvordan med de planter og dyr, der er mellem jorden og bordet? Uden førstehåndserfaring af nævneværdigt omfang og med et ganske Dan Turellsk forhold til landbrug kaster vi os ud i overvejelser om, hvordan nutidens landbrug og fødevareproduktion synes at være endt i produktionsformer, der hverken er bæredygtige miljømæssigt, endsige økonomisk, og hvordan der måske slet ikke er “land” i store dele af fremtidens landbrug.Hvorfor bliver alle andre industrier 'disruptet' af nye spillere og udfordret på knappe ressourcer som plads og effektivitet, mens landbruget virker fastlåst i en situation med et enormt pladsforbrug, en lille overskudsgrad og konstant statstøtte?

I anledning af Mars' smukke opposition og perihelion ser vi tilbage til 1924, da man lyttede intents – og forgæves – efter radiosignaler fra Mars.Siden 1960 har vi konstant lyttet efter intelligent liv i vores galakse i 1420 mhz-området. Og hørt lige præcis intet. Er der overhovedet nogen derude? Er vi virkelig alene?I følge Drake-ligningen er svaret et klar nej. Og et klart ja – og alt midt i mellem. Vi har simpelthen for lidt data til at kunne sige noget endeligt.Måske ville vi have set spor efter teknologiske civilisationer nu, hvis de er derude – f.eks. mørke områder i vores eller andre galakser som tegn på Dyson Swarms omkring tusinder af stjerner.Men der er intet.

SARS-CoV-2-virus har vist sig ikke bare at være i stand til at udnytte sårbarheder i vores biologi, men også i vores videns- og erkendelsessystemer inden for især biomedicin og epidemiologi. Efter at have introduceret og berørt idéen om de epistemiske sårbarheder i tidligere episoder i vores I pandemiens tåge-serie tager vi denne gang en ordentlig rundtur omkring luftbåren smitte, influenza som nulhypotesen, #LongCovid og senfølger, præ- og asymptomatisk smitte, superspredning og overdispersion, følsomme, dyre og langsomme test, den store maskerade, biomedicinsk forskningsmetode og en tendens til “vi alene vide”. En slags Greatest Hits over træghed i vores forsvar mod epidemien, der forhåbentlig kan give en idé til, hvordan vi potentielt sammen kan blive klogere og respondere hurtigere og smartere ved aggressivt at eliminere blinde vinkler, der gør os sårbare.

Med internettet har vi fået et globalt, distribueret teknologisk system, der især igennem de sidste tre årtier også har ført til en distribuering af en lang række sociale processer på tværs af nationalstater og institutioner, der traditionelt set har har været portvagter og begrænset adgangen til at få spredt viden og budskaber. Inden for det seneste årti er det for alvor blevet almindeligt kendt, at det indebærer både nye muligheder og nye farer. Er vi et sted i den historiske udvikling, hvor vi oplever spændingen mellem, hvad den underliggende tekniske distribuering muliggør, og hvad de — i hvert fald på papiret — centraliserede virksomheder og nationalstater kan håndtere? Er vi klar til at give os hen til en decentraliseret verden?

Under hele COVID-19-pandemien er der i den offentlige debat blevet talt som om, sundhed og økonomi er i en form for modsætningsforhold, og at der derfor nødvendigvis må laves en afvejning mellem de to. Det undrer vi os over nu her, hvor antallet af smittede — desværre som forventet — stiger efter sommerens pusterum. For hvad hvis folkesundhed i vores komplekse samfund er en del af infrastrukturen, der ligesom fx strøm og vand gør det muligt at have velfungerende økonomiske aktiviteter og ikke mindst risikofri deltagelse i dem? En pandemi, der bølger op og ned, kan gøre folk bange og udmattede, og så bliver de hjemme — med pengepungen i lommen. Thomas' visualisering af COVID-19

Vi begiver os ud i endnu et tankeeksperiment. Denne gang med seriøs risiko for at ende langt ude på det kvantemekaniske og kosmologiske overdrev. Inspireret af en reel undren over, hvordan menneskeheden overlevede den kolde krig, af Everetts mangeverdensfortolkning af kvantemekanikken krydret med lidt antropisk princip spørger vi: Hvad nu hvis vi bare er i en af de verdener, hvor vi atomkrigen ikke kom? Simpelthen fordi vi er væk i mange af de andre, hvor Petrov ikke afværgede 3. verdenskrig, eller hvor John F. Kennedy spillede lidt for højt spil under Cubakrisen?For hvis individet definerer sig selv ved minderne om det levede liv, vil vi så – i et univers af alle mulige verdener – ikke altid finde os selv i det livsspor, hvor vi ikke er døde endnu? Vil vi med andre ord set fra vores egen synspunkt leve evigt som Highlanders – eller i hvert fald meget længe?*Korrektion: Command & Control kommer ikke som serie, men er en Netflix-film fra 2016. Desværre findes den pt. ikke på dansk Netflix.

Børn af firserne har et til tider ambivalent forhold til idéen om jordens undergang — for den var en del af fundamentet for vores opvækst. Billeder af paddehatteskyer, missiler og atombunkere, og snak om nedfald, stråling og langsom død var noget, der bare skulle tackles. Vi greb det an på hver vores måde: Den kreative og den teknologiske.Vi snakker atom- og koldkrigsnostalgi, hvor tæt det var på i 1983, coping-mekanismer og de kulturartefakter, der stadig kan vække den der iskolde men også lidt hyggelige og underligt velkendte stemning af kommende atomvinter og tung teknologi, ventende på 30 minutters flyvning på den yderste dag. Den melankolske fornemmelse af dengang, da klokken var 2 minutter i tolv i ti år.

Der har på det seneste været røster fremme om, at angiveligt raske danskere lader sig teste for meget for COVID-19 og dermed forhindrer syge i at komme til. Bl.a. fra selve direktøren for PLO. Vi tillader os at være lodret uenige. Meget. Det, der fra et snævert sundhedsfagligt perspektiv kan se ud som et misbrug af ressourcer, er drevet af en underliggende rationalitet — og, vil vi hævde: Et godt mål samfundssind. Det er forståelsen af, hvad test for SARS-CoV-2-virus er og skal bruges til, som kunne trænge til et grundigt eftersyn. 

Vi har kun set en flig af de forandringer, additiv fremstilling vil medføre. 3D-print kan være både sjovt, praktisk og godt gammeldags bøvlet på hjemmefronten, for teknologien er stadig ung. Men vi er på vej til at nå et nyt stade, en skala og en hastighed, hvor additiv fremstilling på afgørende områder kan afløse konventionel produktion med al dens kostbare tooling. Når det sker vil teknologien pludselig ændre alt og blive definerende for vores fremtid – præcis som William Gibson antydede for mange år siden.

Tallene stiger – efteråret er på vej. Vi har lært meget, men har vi lært nok? Der er tegn på ny erkendelse hos vores myndigheder og måske — og kun måske — har man taget ved lære af de nationer, der valgte en anden vej end inddæmning og afbødning, nemlig eliminering.Silberbauer og Blomseth er bestemt ikke altid enige, og vi har typisk forskellige veje til konklusionen, men vi mødes i, at forståelsen af systemerne og respekten for kompleksiteten er nøglen til løsningen. Og i håbet om, at den pointe også kan sive ind der, hvor vi har deponeret vores skæbne: Hos vores politikere og embedsmænd.

Fusionsenergi har været lige ved og næsten i 50 år. Og det er bestemt ikke fordi, vi ikke har forsøgt – men at nå fra brintbomber til kontinuerlig, nettopositiv fusion i en reaktor har bare vist sig meget, meget sværere, end at nå fra atombomben og til det konventionelle atomkraftværk.Hvorfor? Og mon vi nogensinde får indfriet drømmen om den rene, næsten gratis energi fra fusion af lette atomkerner?