Listen Now

Caroline og hendes lillesøster er ønskebørn. De er begge adopterede, og vokser op i et hjem på Vestsjælland med en utrolig stor kærlighed fra deres forældre. Men skæbnen vil, at deres mor bliver diagnosticeret med Parkinsons, da Caroline er 8 gammel. Der går nogle år før Caroline mærker forandringerne i hjemmet, men derfra begynder det at gå hurtigt. For hvorimod både Jeppe og Sara troede at Parkinsons var overvejende fysisk nedbrydende, fortæller Caroline om, hvordan det at vokse op med en mor med Parkinson, trækker ligeså store mentale veksler på hele familien. Dagens afsnit handler om kærlighed, ensomhed, og om at starte sit eget fælleskab, når man ikke kan finde et selv. 

Det er som 9-årig, at Esther siger farvel til sin far i hoveddøren for sidste gang. Han omkommer i et trafikuheld, og fremtvinger et tomrum, som resten af familien nu må leve i. Vi taler med Esther om, hvordan det er at finde sig selv i en forskudt tilværelse fra ens jævnaldrende, at møde sorgen så tidligt i sit liv og bære den med sig ind i nye omgivelser og livsformer. Vi taler om frygten for at miste sin mor, vigtigheden af at sige "jeg elsker dig" i døren og angsten for at hendes far bliver glemt.. 

Når man har levet et langt liv, stifter man uundgåeligt bekendtskab med døden. I Dinnas tilfælde er dette bekendtskab særligt intimt og omfangsrigt. Hun mister først sin voksne datter til et sygdomsforløb, og finder knap nok noget som ligner et fodfæste, da hendes mand dør halvanden måned efter. To dødsfald, som hænger uløseligt sammen og samtidig iklæder sig hver deres distinkte karakter. Dagens afsnit folder disse to møder med sorgen ud og Dinna fortæller om det at kontinuerligt genfinde og genforme sit liv - at være en historiebog for sine børnebørn og fylde tosomhedens tomhed ud.

Anarim har verdens gladeste og bedste storesøster, Lula. Men Lula er ikke som alle de andres søskende, for hun har downs syndrom, og familiens hverdag er på mange måder bygget op om hende. Anarim og Lula deler værelse sammen, men da Lula dør i 2016, skal den otte år yngre Anarim for første gang sove alene på værelset og samtidig re-definere sig selv. For hvem er hun uden sin storesøster?  Dagens episode handler om ubetinget søskendekærlighed, en forsinket sorgreaktion, en kæmpe ballademager og om at miste en søster og et omdrejningspunkt for en hel familie. Og så er fortællingen fyldt med minder, kærlighed og livsglæde. 

Mikkel fik ikke en god sorgproces - ikke engang en dårlig en. Han fik ingen sorgproces overhovedet. Han fik i stedet som 8-årig melankolien som intim følgesvend, da han mistede sin far til selvmord. Eftertiden pustede sig mere og mere op af tomhed og Mikkel kæmpede hele sit unge liv med følgerne fra en sorgproces, som aldrig blev foldet ud. I dette afsnit taler vi med Mikkel at leve med angst og frygten for at repetere sin fars selvmord. Om en søgen efter autencitet og hvordan han fik bygget broer til sider i ham selv - og til hans far - ved både at kigge tilbage og ved at turde knytte sig til nutiden.

Rebecca er 14 år gammel, da hun mister sin seks år yngre lillesøster, blot et par dage før at hun starter på efterskole. I kølvandet bliver hendes forældre skilt, og verden er med ét forandret for Rebecca. Det her afsnit af Jeg plejede at tro på for evigt er årets første, og handler om ikke bare at miste en søster men hele ens fundament. Det handler om ikke at turde at danne relationer, at yde selvskade på sig selv, at sætte sorgen i system og skrive sig igennem den, og at hjælpe andre mennesker. Rebecca har desuden skrevet en bog der er udkommet med titlen "Pessimistens dagbog". Den kan vi varmt anbefale.  Nb: I dette afsnit omtaler vi og snakker vi om selvskade. Hvis du har emnet inde på livet eller på anden måde bliver trigget af det, så er det måske en god idé at springe afsnittet over. Husk der er altid hjælp at hente hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, som kan kontaktes på 70 10 18 18

Julen er den højtid på året hvor vi kan føle os allermest fremmedgjort, alene og ensomme. Sådan er det for mange, der har en sorg inde på livet i juletiden. Det siger Christian Busch, den mangeårige præst på Rigshospitalet, som gæster Sara og Jeppe i denne julespecial. For julen kan være afsindigt hård og skræmmende, når intet er som det plejer og der er en tom stol ved julebordet. Så hvordan kommer vi gennem højtiden? Det prøver Christian at give nogle gode råd til, samt at give alle os der har mistet en lille trøst. For i julen der håber vi på bedre tider og at "julesorgen slukkedes".  Herfra er der et kæmpe julekram til alle jer fra Jeppe og Sara.     

”Ventesorg er at sidde i et venteværelse konstant, og lige nu der sidder vi tættere på hoveddøren og er på vej ud, men vi kommer jo aldrig ud. Vi skal jo ind i det andet rum før eller siden” Mercedes' mor skal dø, og Mercedes har tanken helt inde på livet. Hun er i ventesorg og har været det i snart 3 år, for hendes mor er syg af kræft. På hospitalet ved lægerne ikke, hvad de skal gøre for at hjælpe Mercedes mor, og hun bliver efterfølgende indlagt på hospice. Her går snakken går på alt fra aktiv dødshjælp til planlægning af den forstående begravelse. Men Mercedes mor snyder døden og de har begge fået en del af livet tilbage. Alligevel sidder oplevelserne i Mercedes, og hun gruer for den dag, hun mister sin mor. Men forhåbentligt først om nogle år endnu. Dagens afsnit handler om at håbe på bedre dage, at snakke om døden, at frygte tilbageslag og ikke mindst om at få sin mor igen.

”Præg vores elskedes navne med evighedens tyngde så det styrker troen på, at dem vi har mistet ikke er gået til men er gået i forvejen”Theis er en ung ambitiøs fremadstormende fyr med fart på tilværelsen. Men da hans far bliver syg, sætter han sit liv på standby for at passe ham det sidste stykke tid, sammen med sin søster, der rejser hjem fra USA. Elleve år senere dør Theis mor, og der bliver det lige pludseligt hans tur, til at rejse over Atlanten for at være der for sin mor. Nu er der gået fire år siden Theis blev forældreløs, og i dag lever taknemmeligheden over, at få lov til at sige farvel til sine forældre, og savnet over de ikke er her mere, side om side med alle minderne om dem, indeni Theis. For selv når man er 43 år, savner man stadig at kunne ringe til sine forældre. Og selv der, er det vigtigt at turde og snakke om savnet og sorgen. For hvis vi negligerer sorgen, så negligerer vi også kærligheden fra dem vi savner og elsker.

Charlotte mister sin lillebror bror René i en trafikulykke en sommeraften i juli for snart 20 år siden. Han er 28 år og har hele livet foran sig. På et splitsekund ændrer Charlottes liv sig, og hun må efterfølgende lære selv sig at kende i en helt ny verden. Dagens afsnit handler om at blive overset og overvældet i sorgen, i sådan en grad, at man kan føle sig glemt midt i det hele. Det handler om at sætte farten op, og for alt i verden undgå stilheden og konfrontationen med tankerne. Og om hvad det har af konsekvenser at vælge netop den taktik. Men ikke mindst handler dagens afsnit også om, at frigøre sig selv, leve lidt ekstra for sin bror og vokse sig stærk ud af skyggerne. For selv 20 år efter forgår kærligheden aldrig. Har du selv mistet en søster eller bror, eller er du bare nysgerrig, så tjek endelig Charlottes hjemmeside ud: Søskendekram.dk

Da Katrine fylder 24 år føler hun sig endelig tæt på at være lykkelig igen, to år efter tabet af sin far. Men hendes mor får ondt i ryggen, og kort tid efter bliver Katrines værste frygt til virkelighed. Hendes mor er uhelbredeligt syg af kræft. Der findes få mennesker der mister begge forældre inden de fylder 25. Katrine er en af dem. Derfor handler dagens afsnit af Jeg plejede at tro på for evigt om at føle sig fremmed, endda selv overfor andre sørgende. Om at skulle ”beskytte” sine venner, fordi ens tab kan virke så ufatteligt stort og skræmmende. Og ikke mindst om at genfinde sig selv, og troen på at livet bliver godt igen, selv uden forældre

Jeg plejede at tro på for evigt, kommer rundt i landet med tre livearrangementer i Odense, København og Aarhus! Vi glæder os helt vildt til at se jer. Billetlink til Kulturmaskinen i Odense: https://livogdoed.dk/vare/jeg-plejede-at-tro-paa-for-evigt-live-paa-kulturmaskinen-i-odense/ Billetlink til Huset i København https://livogdoed.dk/vare/jeg-plejede-at-tro-paa-for-evigt-live-i-huset-koebenhavn/ Billetlink til Dokk1 i Aarhus https://livogdoed.dk/vare/jeg-plejede-at-tro-paa-for-evigt-live-paa-dokk1-aarhus/  

“Está mal”. Jeppe bliver ringet op af sin brors spanske kæreste. Morten er faldet om med et hjertestop midt i Barcelona. Hele familien flyver til Spanien, og da de ankommer må Jeppe agere tolk på hospitalet, mens broren svæver mellem liv og død. Sæsonen sidste afsnit handler om sorgens kærlighed, og om sorgens vrede. Om den ‘rene’ sorg og den, man har svært ved at være i. Dagens afsnit er også Pernilles sidste, så til sidst siger værts-Jeppe tak for 70 fine afsnit.

I næsten parallelle forløb mister Patricia både sin mor og mormor til cancer. Hun tager plejeorlov for at tage sig af sin mormor, der langsomt mister lysten til livet. Hør Patricia fortælle om et udmattende forløb, om at påtage sig mange roller og om at føle sig alene med plejen og derefter alene i sorgen.

Emilie mister sin søster til en overdosis. I dagens afsnit fortæller hun om kærligheden til den søster der ikke er her mere, om akavede samtaler, om at finde nye venskaber i sorgen, og om de særlige tidspunkter, hvor Katrine mangler ekstra meget.

“Der er dage hvor jeg ikke vil livet. Ikke fordi jeg gerne vil døden. Men jeg vil ikke livet”. Følgende citat er et af mange fine fra samtalen mellem Jeppe og Ditte, der mistede sin mand, Søren, for tre år siden. Hun fortæller også, at var hun sikker på at møde Søren på “den anden side”, så sad hun her ikke i dag. Stærke, rørende og fine citater er det helt særlige ved dagens afsnit.

Amanda og hendes familie har oplevet flere tab end de fleste. Hun har begravet både en en mor, en fætter, en onkel, en morbror og flere bedsteforældre. I dagens afsnit taler vi derfor både om det at miste en mor som barn, men også at hvordan forskellige, og mange, tab - måske - ændrer et menneske, og en familie.

“Han bragte andre værdier ind i vores familie”. Sådan beskriver Isabella sin farbrors betydning for familien. Bjarne, der er født med Down Syndrom, var et sprudlende, og anderledes indslag i familien. Han dør af cancer, og på grund af Bjarnes handicap skal familien træffe vigtige beslutninger på vegne af ham. Familien valgte at takke nej til livsforlængende behandling - hør Isabella fortælle om hvorfor dét var den rigtige beslutning, om at finde Bjarnes livsglæde i den kunst han efterlod og om svære samtaler.

Thor mister, ligesom Jeppe, sin mor i starten af 20’erne til cancer. Han fortæller om at blive vred på verden, at blive distanceret fra døden, men også om at tage kampen op mod tabuet omkring død, sorg og det at have mistet. På mange måder minder Jeppe og Thors historier om hinanden, hvorfor samtalen også handler om nogen at spejle sig i.

Kan man sørge færdig på forhånd? Da Kims hustru, Dianne, bliver syg af kræft starter et to år langt farvel. Mens Kim må tage mere og mere over som far, forsvinder den hustru han kendte, langsomt for øjnene af ham, mens sygdommen tærer på funktioner og overskud. Kim fortæller ærligt om sige ordentligt farvel, at føle lettelse og om at finde kærligheden igen.